FILM NOIR
Henrik Ledet
Film noir (fransk for “sort film”) er en filmgenre, der forbindes med kriminalfilm med en dyster og skæbnetung stemning, hvor filmens personer lever i en kynisk og usympatisk verden.
Strengt taget er film noir ikke en genre, men snarere en stil og stemning med nogle bestemte fortælle-elementer og karaktertyper.
Udtrykket film noir blev oprindeligt lanceret af franske filmkritikere som betegnelsen for en række amerikanske film fra 1940’rne og 1950’rne med en særlig visuel stil, hvoraf mange var filmatiseringer af hårdkogte detektivromaner fra 1930’erne.
Melodrama
Handlingen i film noir har ofte melodramatiske træk.
Melodramaet dykker ned i de store, lidenskabelige følelser. Først og fremmest kærligheden – og først og fremmest den umulige kærlighed.
Femme fatale
Film noir involverer typisk en femme fatale med en erotisk udstråling, der tiltrækker og manipulerer de mandlige hovedpersoner, ofte med skæbnesvangre (til tider dødelige) konsekvenser.
Femme fatale er fransk og betyder ‘skæbnesvanger kvinde’. Begrebet opstod med film noir-genren.
I en mørk og kynisk verden charmerer og forfører hun mænd ved hjælp af sin uimodståelighed.
Forfald
Det øvrige persongalleri kan eksempelvis være den hårdkogte detektiv, korrupte politifolk, den jaloux ægtemand, forsikringsagenter eller forfattere på vej til at gå i hundene.
Krigen
Klassisk film noir udviklede sig under og efter Anden Verdenskrig, hvor filmene inddrog efterkrigsstemningen med angst, pessimisme og mistanke.
Stemning
De primære stemninger i klassisk film noir er melankoli, fremmedgørelse, dysterhed, desillusionering, utilbørlighed, pessimisme, tvetydighed, moralsk korruption, ondskab, skyld, desperation og paranoia.
Ekspressionisme
Film noir er inspireret af tysk ekspressionisme i film.
Den ekspressionistiske filmretning opstod i Tyskland omkring 1. Verdenskrig inspireret af samtidens litteratur, teater og billedkunst og påvirket af efterkrigstidens krisebevidsthed.
I deres stil var ekspressionismens film præget af sprængte former, splintrede og opløste perspektiver og voldsomme kontraster, fx mellem lys og skygge.
De medvirkende agerede med heftig gestik, og figurerne havde tit en skabelonagtig karakter.
Visuelle udtryk
Film noir har typisk disse visuelle udtryk:
Nattescener i mennesketomme gader og ildevarslende skygger:
Skæv kameravinkel – også kaldet hollandsk vinkel/Dutch angle – samt perspektiv nedefra (frøperspektiv):
Dystre locations – f.eks. kloakker samt lange skygger:
Blindede vinduer og lavmælt belysning:
Mørke gyder og våd asfalt:
Fortiden
Hovedpersonerne i film noir bliver normalt drevet af deres fortid eller af menneskelig svaghed til at gentage tidligere fejltagelser.
“Den tredje mand”
Instrueret af Carol Reed fra et originalt manuskript af Graham Greene 1949 – engelsk produktion.
“Den tredje mand” angives ofte som en af de bedste klassiske film noir.
I DEN TREDJE MAND spiller Joseph Cotten Holly Martins, en naiv forfatter, der ankommer i et bombarderet efterkrigstidens Wien for at møde sin barndomsven Harry Lime (Orson Welles), kun for at opdage at Lime tilsyneladende er blevet dræbt i en mistænkelig ulykke.
Martins hører modstridende historier om omstændighederne ved Limes død, og da vidner begynder at forsvinde, finder han sig snart forfulgt af ukendte angribere.
Vil Martins nysgerrighed få ham til at opdage ting om sin gamle ven, som han helst ikke ville vide?
DEN TREDJE MAND vandt både Grand Prix i Cannes og BAFTA for bedste britiske film samt en Oscar for bedste fotografering.
Neo noir
Selvom de klassiske film noir stammer fra 1940’erne og 1950’erne, har mange senere film benyttet sig af film noir-genrens stil. Disse moderne film noir kaldes ofte neo-noir.
I 1960’rne og 1970’rne skabte amerikanske filminstruktører som Sam Peckinpah, Arthur Penn og Robert Altman en række film, der var stærkt inspireret af (og kommenterede) film noir genren.
Den måske mest succesfulde neo-noir fra denne periode er Roman Polanskis film Chinatown fra 1974.
Film noir genrens kyniske og pessimistiske verdenssyn har været en stærk inspirationskilde til skaberne af science fiction-filmens cyberpunk-genre først i 1980’rne, bl.a. med filmen Blade Runner.
Blade Runner fik en efterfølger i 2017: “Blade Runner 2049”.
David Lynch er med sine film også inspireret af film noir, specielt i Blue Velvet og Lost Highway.
Andre eksempler på neo-noir er Sin City (film og tegneserie), Quentin Tarantinos film Reservoir Dogs, Christopher Nolans film Insomnia og Memento samt computerspillet Max Payne.
“Drive”
Nicolas Winding Refn indledte sit parløb med Ryan Gosling med ‘Drive’, en moderne film noir, der indbragte Refn instruktørprisen i Cannes.
Gosling er castet som den hemmelighedsfulde Driver, der er Hollywood-stuntman om dagen og flugtchauffør for brutale røvere om natten.
Kun hans smukke nabo Irene (Carey Mulligan) kan bryde gennem hans tavse panser, og for hendes skyld tager han en skæbnesvanger beslutning.
Filmen griber tilbage til filmhistoriens klassikere, men er samtidig en hypermoderne og uforudsigelig fortælling om ensomhed i millionbyen Los Angeles.