Programdesign

PROGRAMDESIGN

Henrik Ledet

Forførelsens strategi

”Både på film og i virkeligheden handler forførelse ikke ret meget om at spille smart og se hamrende godt ud. Det ydre er vigtigt. Men det gør det ikke alene.

Det ydre kan fange vores opmærksomhed og medvirke til at øge vores interesse, men der skal mere til end det, hvis forførelsen skal lykkes.

Forførelsen handler nemlig ikke primært om forføreren selv, men frem for alt om hans eller hendes evne til at sætte sig i den forførtes sted.”

Fra “Film, Fortælling & Forførelse” af Trine Breum
Om filmdramaturgi og manuskript skrivning.

Fortællingens struktur

Ud fra Ola Olsson (berettermodellen):

“Fortællingen starter med et relativt spændende anslag, der skal fange publikums opmærksomhed og slå temaet an.

Herefter følger en mere udramatisk præsentation af personerne og miljøet.

Præsentationen glider hurtigt over i uddybningen, hvor forholdene uddybes og gradvist kompliceres.

Herefter begynder den egentlige konfliktoptrapning, hvor situationen tilspidses og spændingen øges.

Fortællingen når sit dramatiske højdepunkt under konfliktløsningen, hvor spændingen omsider forløses og dramaet slutter.

Historien ender med udtoningen -en kort afrunding af historien.”

(Fra “Film, Fortælling & Forførelse” af Trine Breum)

 
Ud fra Syd Field:

“Fortællingen starter med et etablerende set up, der lægger op til første vendepunkt: En forandring skaber en konflikt, der udstikker en retning for det videre forløb.

Herefter arbejder historien sig hen mod midtpunktet: En drastisk forværring af situationen.

Point of no Return: Konflikten cementeres – nu er der ingen vej tilbage.

Historien udvikler sig herefter mod det andet vendepunkt: En ny og ofte overraskende forandring, der baner vejen for konfliktens løsning”

(Fra “Film, Fortælling & Forførelse” af Trine Breum)

Præmissen

”Præmissen er altid en påstand. En påstand om at der er et ganske bestemt styrkeforhold eller en ganske bestemt sammenhæng mellem nogle givne forhold.

Og det er denne påstand, som det er hele historiens opgave at argumentere for og dermed bevise.”

“Løsningen af hovedkonflikten beviser præmissen, når hovedkarakteren når eller definitivt ikke når sit mål.”

(Fra “Film, Fortælling & Forførelse” af Trine Breum)

Set up, pay off og snyd

Set up:

Personer, rekvisitter, situationer og forhold introduceres således, at vi senere i filmen opfatter disses rolle i historien som troværdig.

Pay off:

De tidligere introducerede personer, rekvisitter m.m. vises i en afgørende rolle i fortællingen.

Falsk sortie:

Når der snydes ved at lade anvendelsen af personer, rekvisitter m.m. være helt anderledes overraskende end det vi forventer.

De 19 udtryksmidler

(fortælleelementer)

Hvad vi ser

1. Fremtoning
2. Masker
3. Miljø/Scenografi
4. Rekvisitter
5. Tidspunkt

Hvordan vi ser

6. Belysning/farve
7. Arrangement
8. Billedkomposition
9. Billedvinkel/kameraposition
10. Bevægelse
11. Klip/redigering
12. Varighed

Hvad vi hører

13. Clean sound/reallyd/atmosfærelyd
14. Musik
15. Dialog, speak, -det talte ord

Hvordan vi hører

16. Optageteknik
17. Redigering
18. Lydmix/effekter

Diverse

19. Navne og titler

Fremdriftskomponenter

Hvad bringer historien videre og gør den spændende.

(Eller hvad skal der til for at undgå, at publikum falder i søvn eller skifter kanal inden klimaks)

1. Den statisk-fysiske forhindring
   Når en af karaktererne hindres i sit forehavende af FYSISKE omstændigheder.
2. Den tilfældige komplikation
   Når en af karaktererne hindres i sit forehavende af tilfældigt opståede forhindringer.
3. Den indre psykiske modstand
   Når en af karaktererne hindres i sit forehavende af psykiske omstændigheder.
4. Konflikt
   Når en eller flere af karaktererne har modstridende interesser.
5. Forventning
   Vi modtager en information om, at noget vil ske.
6. Varsel
   Vi modtager en information om, at noget vil gå galt.
7. Tidsfrist
   Tid som handlingsdrivende faktor (deadline).

Øjet, der ser

Næsten alle film bruger blikretningsklip.

En person får øje på et eller andet og så klippes der til det, han har fået øje på fra hans POV – Point of View.

Det er så almindeligt at publikum forventer det. Ved at undlade at at vise det blikretningsklip vi forventer, kan man således skabe spænding ved at tilbageholde viden.

Ved i en spændingsfilm pludselig at skifte til håndholdt kamera i en scene hvor to personer tror de er alene – kan man f.eks. markere tilstedeværelsen af en ubuden gæst.

Og hvem er denne fremmede, der står og lurer? Den jaloux elsker? Eller den psykopatiske seriemorder?

(Fra “Film, Fortælling & Forførelse” af Trine Breum)

Henrik Ledet, Visual Media & Storytelling